Indlæser Begivenheder
  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Til forestillingen søger vi mænd og kvinder i alderen 18 til ca. 50 år.
Audition består af tre dele, som beskrives herunder.

Første del er dans i gruppe, hvor alle deltagere skal danse en koreografi, der læres på stedet. Der er ingen forberedelse til denne del af prøven, men hav tøj på, som du kan bevæge dig i og fornuftige sko.
I forestillingen vil hele ensemblet komme til at danse, men vi søger også specifikt dansere – gerne med erfaring indenfor jazz og moderne. Kan du Krump eller Waacking, må du meget gerne vise det efter koreografien.

Anden del af prøven aflægges individuelt og består af sang. Du skal selv vælge en sang i pop/rock-genren (eksempelvis Gasolin, Kim Larsen, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen eller Magtens Korridorer)
Vi søger alle stemmetyper, men vi opfordrer sopraner og tenorer til at vælge materiale, der udfordrer jeres højde (beltere kom frit frem ). Du kommer ikke nødvendigvis til at synge det hele af en sang, men lær en del udenad fx vers+omkvæd. Husk at medbringe noder til pianisten.

Tredje del af prøven aflægges også individuelt og består af drama i form af fremførelse af en lille monolog, et digt eller teksten af en sang efter eget valg. Denne del af prøven er kun for dem, som søger en rolle i forestillingen.

Forestillingens prøveperiode løber fra februar til juni med prøver på mandage, onsdage og søndage. Det er ikke alle, der skal møde alle dage.

I midten af juli mødes holdet igen i parken ved Vilhelmsborg efter en måneds sommerferie, og herefter er der prøver hver dag frem til premieren den 26. juli. Forestillingen spiller herefter til den 13. august.

Tilmelding til audition sker via vores hjemmeside www.vbf.dk/audition